Kropsbevidsthedstræning

Kropsbevidsthedstræning er træning for dig, der vil bygge din krop op, fra lige præcis det udgangspunkt den har lige nu og her.

Det er altså træning, der kan tilgodese alle, uanset udgangspunktet.

Uanset, hvor dårlig form du måtte føle dig i, uanset hvor mange smerter eller hvor meget ubehag du måtte have i din krop eller hvor svært du måtte have det med dig selv, så er det her stedet at starte.

Er du i god fysisk form, men kæmper med sygdom, skader, smerter, spændinger, stress, angst, depression, forstyrrede spisemønstre, overvægt eller undervægt, vil den her træning også være for dig.

Kropsbevidsthed er viden om og kendskab til egen krop, kroppens ressourcer og begrænsninger, det er evnen til at sanse og mærke sig selv og ens egne og kroppens behov og grænser.

Kropsbevidsthedstræning er altså træning, der øger bevidstheden om egen krop og egne behov.

Selve træningen involverer sanserne, primært syns-, balance- og muskel-ledssans, som giver direkte stimuli til hjernen om vores egen og dermed også kroppens status.

Træningen indeholder bindevævstræning og -massage, fordi en stor del af kroppens sansereceptorer er lokaliseret i bindevævet. 

Åndedrættet spiller en fundamental rolle i træningen, da åndedrættet påvirker vores parasympatiske nervesystem, hvilesystemet, der hvor vi i højere grad kan mærke os selv og hvordan vi har det, både fysisk og mentalt.

Træningen er blid og blød og fuldstændig tilpasset den enkelte og derfor velegnet for alle, som kan komme op fra og ned på gulvet.

Træningen er specialiseret og differentieret, og tilgodeser derfor lige præcis dine behov.

Fundamentet for Kropsbevidsthedstræning er Afspænding & Åndedræt.

1. “Åndedrætstræning” - Afspænding & Åndedræt, er det grundliggende niveau i træningen. At kunne trække vejret optimalt er forudsætningen for liv. Åndedrættet ilter vores celler, giver energi, og det dybe åndedræt aktiverer vores parasympatiske nervesystem, vores hvilesystem, som betinger et optimalt både lunge- og hjertekredsløb, fordøjelse og forbrænding, det betinger afspænding af muskler, led og bindevæv og evnen til at mærke ind i både personlige og fysiske behov, giver færre smerter, og mindre både fysisk og psykisk ubehag samt øget Kropsbevidsthed.

2. “Kropsbevidsthedstræning” - Kropsbevidsthed & Balance er et fortsat arbejde med åndedrættet og med at afbalancere og stabilisere kroppens nervesystem og fysiologiske systemer, immun- og hormonsystemerne. Vi giver blide, sanselige input til også balance, muskler, led og bindevæv, så kroppens, og psykens, fundamentale tilstand stabiliseres yderligere for mindre ubehag, færre smerter og spændinger, og bedre kropslig balance.

© Janne Pade. 2023


Roskildevej 167 3600 Frederikssund